De mest udbredte former for RAM er flygtige. Det vil sige, at data forsvinder, når strømmen afbrydes. Derfor anvendes andre medier som eksempelvis harddiske og SSD’er til opbevaring af data over længere tid.
Der findes flere forskellige typer af RAM, som alle har deres fordele og ulemper med hensyn til hastighed, kapacitet, pris og strømforbrug.
I Dynamisk RAM (DRAM) aftager den elektriske ladning, som repræsenterer de lagrede data. Derfor skal indholdet opfriskes (refresh) med korte mellemrum.
Statisk RAM (SRAM) behøver i modsætning til DRAM ikke at blive opfrisket, så længe strømmen er tilsluttet. SRAM-celler kræver flere transistorer end DRAM-celler og optager derfor mere plads på chippen.
High Bandwidth Memory (HBM) er baseret på DRAM og konstrueret til at give en meget høj båndbredde. Det anvendes især sammen med højtydende grafikprocessorer (GPU’er) og acceleratorer til blandt andet kunstig intelligens.
Mens de fleste RAM-typer mister deres data, når strømmen til dem afbrydes, så kan ikke-flygtige RAM-typer (Non-volatile RAM, NVRAM) bevare data uden strøm.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.